FAQ - Spørgsmål og svar
NEXT2LIVE giver publikum mulighed for at downloade koncertoptagelser mod betaling. Det udvider liveoplevelsen for publikum og skaber ny økonomi for musikbranchen. Her får du svar på en række ofte stillede spørgsmål om NEXT2LIVE:
NEXT2LIVE - BAGGRUND
Hvem står bag NEXT2LIVE?
NEXT2LIVE er et søsterselskab til en af Danmarks største udbydere af billetter til koncerter og andre liveoplevelser: Billetlugen. Billetlugens ambition er at bidrage til at udvikle liveområdet til gavn for alle involverede aktører: Publikum, kunstnere, spillesteder, bookingagenter, musikselskaber og de mange andre virksomheder og enkeltpersoner, som på forskellig vis er med til at skabe et dynamisk livemiljø,
Hvad er NEXT2LIVE?
NEXT2LIVE er et tilbud om at købe et koncertdownload i høj lydkvalitet (MP3/320 KB/sek. – den mildeste form for MP3-komprimering) med en lydoptagelse af den koncert, du køber billet til (downloadet kan bestilles sammen med billetten på Billetlugen), du er publikum til (downloadet kan bestilles via SMS under koncerten) eller du gik glip af (efter koncerten kan koncerten købes fra NEXT2LIVE’s webshop eller fra andre relevante websites (kunstnerens, musikselskabets, spillestedets, agentens m.fl.) gennem NEXT2LIVE’s partnerprogram. NEXT2LIVE’s koncertoptagelser er altid godkendt af kunstneren, når du får dem.
Hvad er NEXT2LIVE ikke?
NEXT2LIVE er ikke et pladeselskab – NEXT2LIVE er et supplement til de eksisterende aktører på markedet. Og NEXT2LIVE’s koncertoptagelser konkurrerer ikke med musikselskabernes udgivelser – de er først og fremmest en musikalsk souvenir, der udvider liveoplevelsen for publikum. Derfor skal kunstnerne heller ikke tænke på optagelserne som et "livealbum". Autenciteten er vigtigere end perfektionen. Men lydkvaliteten skal selvfølgelig være i orden.
Hvad er NEXT2LIVE’s rolle?
NEXT2LIVE producerer, distribuerer og markedsfører. Alt sammen i samarbejde med kunstnerens professionelle bagland, det pågældende spillested og evt. andre relevante samarbejdspartnere. NEXT2LIVE sørger bl.a. for at indgå aftaler med kunstneren eller dennes repræsentant, organisere optagelsen og mixe den og sikre kunstnerens godkendelse. NEXT2LIVE finansierer også optagelsen.
NEXT2LIVE - PRODUKT
Hvem producerer NEXT2LIVE’s koncertoptagelser?
NEXT2LIVE samarbejder med nogle af landets bedste og mest rutinerede teknikere med mange års erfaring fra live- og studieproduktioner, radio og TV. NEXT2LIVE optager koncerterne i OB-vogn eller med en mobil pro-tools facilitet. Efterfølgende mixes optagelserne enten på stedet i OB-vognen eller i et eksternt mixstudie. NEXT2LIVE’s koncertoptagelser er altid godkendt af kunstnerne, inden de gøres tilgængelige.
Hvor hurtigt får jeg mine koncertoptagelser fra NEXT2LIVE?
NEXT2LIVE’s målsætning er, at du skal have koncertoptagelsen på din computer senest 48 timer efter, at koncerten er slut. Men tekniske problemer kan opstå – det ér jo live - og ændringer i kunstnernes planer kan betyde, at det ikke er muligt for kunstnerne at godkende optagelsen inden for den aftalte frist. Og i sådanne tilfælde kan leveringen blive forsinket. Det får du i givet fald besked om. Køber du en koncert efter, at den ér tilgængelig på www.next2live.com, får du den naturligvis leveret med det samme.
Får jeg hele koncerten, når jeg køber en NEXT2LIVE koncertoptagelse?
Som udgangspunkt ja. Men tekniske problemer i enkelte numre eller andre forhold kan betyde, at kunstneren ønsker at tage et eller flere numre ud. Drejer det sig om mere end tre numre, bliver koncerten ikke gjort tilgængelig. NEXT2LIVE ønsker at give publikum en optagelse, der ligger så tæt på den originale koncert som muligt. I særlige tilfælde indgår NEXT2LIVE dog på forhånd aftaler med kunstneren om, at kun udvalgte numre fra koncerten bliver sat til salg. I de tilfælde fortæller vi det naturligvis allerede, når du køber den pågældende koncertoptagelse, og sådanne downloads vil normalt også være billigere end hele koncerter.
Hvordan får jeg mine penge igen, hvis en NEXT2LIVE koncertoptagelse alligevel ikke bliver tilgængelig?
Har du betalt for en NEXT2LIVE koncertoptagelse, som af tekniske eller andre årsager alligevel ikke bliver gjort tilgængelig, fører vi automatisk dine penge tilbage til din konto. Det sker på den første hverdag efter, at det står klart, at koncertoptagelsen ikke bliver tilgængelig.
NEXT2LIVE – PRIS
Hvad koster NEXT2LIVE’s koncertoptagelser?
Når du køber musik digitalt, er du vant til, at alting koster det samme. Sådan er det ikke med NEXT2LIVE’s koncertoptagelser. Prisen kommer an på flere ting: Hvilken kunstner, hvor koncerten er optaget, hvor lang koncerten er, om optagelsen stammer fra en koncert, hvor den pågældende kunstner er hovednavn, eller om den kommer fra en festival med mange forskellige medvirkende osv. Derfor varierer NEXT2LIVE’s priser. Men typisk ligger de mellem 30-100 kr. Og du kan naturligvis se, præcist hvad koncertoptagelsen koster, inden du bestiller. I nogle tilfælde sælges koncertdownloadet sammen med koncertbilletten for en samlet rabat-pris.
Hvem får pengene fra NEXT2LIVE’s salg af koncertoptagelser?
NEXT2LIVE’s økonomiske model er enkel og gennemsigtig. Når omkostningerne i forbindelse med indspilning, salg og distribution er dækket, deles overskuddet med 2/3 til kunstneren (eller dennes professionelle bagland) og 1/3 til NEXT2LIVE. Gennem NEXT2LIVE’s partnerprogram sikrer vi samtidig, at dem, der hjælper os med at sælge NEXT2LIVE’s koncertdownloads – fx kunstneren selv, et spillested eller et pladeselskab,– også får del i overskuddet.
NEXT2LIVE – FUNKTION OG BRUG
Hvordan køber jeg mine NEXT2LIVE koncertoptagelser?
Du kan altid bestille (endnu ikke tilgængelige) og købe (allerede tilgængelige) koncertoptagelser på NEXT2LIVE’s hjemmeside www.next2live.com. Men derudover tilbyder NEXT2LIVE også to andre måder at købe koncertoptagelser på:
Før koncerten: Hvis du køber dine billetter på Billetlugen, får du tilbudt at bestille et koncertdownload sammen med billetten, hvis det er en af de koncerter, som NEXT2LIVE optager. Du bliver ikke trukket for betalingen af optagelsen, før du har modtaget linket, der giver dig adgang til at downloade koncerten til din computer (normalt senest 48 timer efter, at koncerten er slut).
Under koncerten: Du kan bestille koncertoptagelsen via SMS. Skriv til 1930 med koden for den pågældende koncert. Koden vil du kunne se på spillestedet (fliers, storskærm el.a.), og du kan også se den på forhånd på www.next2live.com. Når du har sendt din SMS-bestilling, får du en ordrebekræftelse fra NEXT2LIVE. Den skal du besvare med JA. Du betaler for koncertoptagelsen via din mobilregning. Betalingen bliver først trukket, når du svarer JA. Svarer du ikke JA inden for 48 timer, bliver din ordre slettet automatisk. Senest 48 timer efter koncerten modtager du (normalt) en SMS med link og password, som du skal bruge, når du henter koncertoptagelsen på din computer. Koncertoptagelsen kan ikke downloades direkte til din mobiltelefon. Men du kan naturligvis flytte koncertoptagelsen fra din computer til din mobiltelefon eller andre MP3-afspillere. Udover prisen for koncertoptagelsen betaler du for dine egne to SMS’er. SMS’er fra NEXT2LIVE er gratis.
Hvordan hører jeg mine NEXT2LIVE downloads?
Du downloader din koncertoptagelse til din computer. Optagelsen leveres som 320 kb/s MP3, der er den mildeste form for MP3-komprimering. Og du kan naturligvis også afspille koncerten på computeren. Men du kan også brænde den på en CD. Eller flytte optagelsen til din mobiltelefon, iPod, iPad eller en anden MP3-afspiller, så du kan høre den hvor som helst, når som helst.
Må jeg sende NEXT2LIVE’s koncertoptagelser til mine venner?
Nej. Vi har forsøgt at gøre det så let som muligt for dig at flytte downloadet til andre afspillere og kopiere den til eget brug. Men NEXT2LIVE’s koncertoptagelser er naturligvis stadig omfattet af ophavsretsloven. Og derfor må du ikke kopiere NEXT2LIVE’s koncertoptagelser til nogen uden for din husstand. Du skal også vide, at NEXT2LIVE’s lydfiler er forsynet med et såkaldt vandmærke, som betyder, at man i tilfælde af, at en NEXT2LIVE koncertoptagelse uploades ulovligt har mulighed for at spore det til den, der har fortaget det ulovlige upload. Til gengæld er du meget velkommen til at invitere dine venner hjem for at høre koncerten. Eller tage koncerten med og spille den hos dem.
Kan jeg købe en koncert til en anden fx som et minde om en god aften?
Ja, snart. Vi er ved at etablere en online gave-shop, så du kan bestille et koncertdownload til en anden, og samtidig sende en hilsen med.